FRAME RUNNING CAMP & CUP 2026 – Fuld fart på Frame Running tilbagevendt til Bagsværd
I uge 28 har Frame Running-atleter fra hele verden været samlet, hvor der blev trænet og konkurreret. Dette års camp blev afholdt på Bagsværd Stadion, der på flotteste vis dannede rammer om campen, der igen viste Frame Runnings potentiale på tværs af bredde og elite.
I uge 28 har Frame Running-atleter fra hele verden været samlet, hvor der blev trænet og konkurreret. Dette års camp blev afholdt på Bagsværd Stadion, der på flotteste vis dannede rammer om campen, der igen viste Frame Runnings potentiale på tværs af bredde og elite.
Der var dømt fart over feltet og en masse livsglæde, da Parasport Frederiksberg slog dørene op for den 29. årlige Internationale Frame Running Camp & Cup. I år deltog 72 atleter fra 13 lande fra hele verden i træning, konkurrencer og andre sociale aktiviteter.
Igen i år viser campen sit potentiale ved at være et mødested, hvor nye atleter kan få erfaring med at være til stævne for første gang, samtidig med at de kan udveksle erfaringer med atleter fra andre lande. Samtidig har vi haft besøg af nogle af verdens bedste Frame Running-atleter, som har været med til at give campen et humør, der fuldender campens etos ved at være en camp for både bredden og eliten.
I løbet af campens fire sidste dage blev der afholdt den årlige Cup, hvor der i år var fire sideløbende konkurrencer. Samlet set over de fire konkurrencer endte værtslandet Danmark med flest medaljer- 29 guld, 10 sølv og 7 bronze – i alt 46.
Som noget nyt i år blev der afholdt 5.000 meter om onsdagen efter åbningsceremonien for at øge opmærksomheden om den længste distance af dem alle. Det viste sig at være en stor succes, da der var en fantastisk opbakning til de atleter, der havde begivet sig ud på den længste distance.
Formand for organisationskomiteen, Mansoor Siddiqi, udtaler: ”Endnu en gang viser arrangementet at interessen for at deltage er stor, både som altet og frivillige. Bl.a. havde vi frivillige fra både Frankrig og USA.
En anden ting jeg også hæfter mig ved er, at der i år er en stigende antal danske atleter som deltager, hvilken er det bedste, da arrangementet bl.a. har til formål at give de danske atleter som ikke normalt konkurrerer internationalt, mulighed for at løbe mod atleter fra andre lande.”
Vi vil gerne sige tak til Gladsaxe Kommune, Bagsværd Stadion og Bagsværd Atletik Club for et godt samarbejde, og tak til vores sponsorer, Meny Nordens Plads, By Connie Hansen, Elsass Fonden, Karlebo Kro, UPS, Foreningernes Idrætsråd Gladsaxe, Parasport Danmark, Scandic, Frederiksberg Fonden, BPA Support, Vikingbus. For deres store støtte.
Parasport Frederiksberg vil gerne sige tak til alle dem, der har været med til at gøre denne camp mulig. En stor tak til de frivillige, som gør det muligt at afholde vores camp år efter år. Vi ser meget frem til at kunne byde verdens Frame Running-atleter velkommen til næste års camp!